Hej, jeg hedder Trine.
Jeg har et dybtfølt ønske om at støtte og bidrage til en positiv forandring for de mennesker som opsøger mig. Jeg brænder særligt for arbejdet med unge mennesker og har stor erfaring i at støtte dem i at genfinde egne dybfølte værdier og opbygge indre styrke og selvværd, både som underviser, specialpædagogisk støtteperson og nu som psykoterapeut.
Jeg har så længe, jeg kan huske været fascineret af menneskets sind og optaget af at opnå en dybere forståelse for mennesker. Vejen til denne forståelse begyndte som sygeplejerske ved at yde omsorg for patienter med kræft og fysiske traumer. Jeg har senere, efter en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi og en specialistuddannelse i narrativ terapi, særligt arbejdet med unge voksne.
Særligt fokus
Som underviser i mange år på en videregående uddannelse, har det været naturligt for mig at fordybe mig i de problematikker som kan ramme unge mennesker. Jeg er her optaget af hvordan forskellige former for selvudslettende adfærd, angst og stress kan bunde i en oplevelse af ikke at have værdi og være værdsat. Lavt selvværd kan give en følelse af hverken at fortjene kærlighed eller succes, og det kan gøre det svært at mærke egne behov, sætte grænser og træffe beslutninger. Et godt selvværd til sammenligning fungerer snarere som et godt sejl, der bliver stående selv i stormvejr. Derfor er jeg meget optaget af, at mine klienter opdager egne dybfølte værdier, færdigheder og viden. Det er de tråde, et godt og stærkt sejl er vævet af. Se her for en uddybelse af den narrative metode.
Jeg har ved siden af mit arbejde i Rum for hjælpsomme samtaler været frivillig i Samtalehuset for unge i Snekkersten, og jeg afholder gruppeforløb som frivillig i Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. Jeg yder herudover terapeutisk støtte til studerende, som har brug for hjælp til at gennemføre en videregående uddannelse.
2021 Psykoterapeutisk uddannelse DISPUK
2007: Kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet
1996: Sygeplejerskeuddannelsen, Aarhus Sygeplejeskole
Jeg modtager løbende supervision, faglig sparring og holder mig generelt ajour med den faglige udvikling.
Jeg er gift med Søren. Vi har sammen to næsten voksne børn. Vi bruger vores fritid i naturen på at sejle, stå på ski og vandre.
Hvad siger klienterne?
I mine samtaler med Trine blev der skabt et varmt, trygt og nærværende rum. Jeg følte mig hørt og forstået. Efter samtalerne var jeg blevet klogere på mig selv. Det var som om, at jeg nu forstod min situation fra et bredere perspektiv. Dette har hjulpet mig, så jeg nu har lettere ved at håndtere nye udfordringer. Jeg gik altid fra timerne med en følelse af at være noget værd. (Line, 21 år)
Trine er både behagelig og professionel, og det har været nemt at starte op som klient hos hende. Trine er dygtig til at bevare overblikket og samle op på tidligere samtaler, men også til at tegne den røde tråd mellem forskellige livsbegivenheder og følelser.
Efter mine samtaler med Trine har jeg fået mere selvtillid. Jeg har opnået en større forståelse for mig selv og mine reaktioner, og det har påvirket mine relationer positivt og givet mig mere ro på i hverdagen. (Carina, 26 år)