En oplevelse af svigt

Andres handlinger, ord, blikke eller mangel på samme kan nogle gange føles som en smerte i brystet og et slag i maven. Måske reagerer man først med vrede og en tilskyndelse til at skælde ud og angribe for dernæst at synke sammen magtesløs med tårer der presser sig på – En følelse af at være forladt og stå alene tilbage, ensom med smerten af at være fravalgt og forkert.

Jeg taler med mange som på forskelligvis har følt sig eller føler sig svigtet. Oplevelser af at venner, veninder og kæreste vælger dem fra eller ikke vælger dem til, ægtefæller som prioriterer arbejde, fritidsinteresser, venner fremfor tid med dem, manglende anerkendelse på arbejdet osv.

Det kan være meget smertefuldt at opleve, en følelse af ikke at være værdsat, men derimod at være mindre værd og forkert.  

Vi kan pludselig blive slået ud af en hændelse, som ikke i sig selv synes så voldsom, men som aktiverer erindringer dvs. fungerer som en slags trigger, som ryster os. Hvis man fx som barn har oplevet svigt i form af manglende nærhed fra omsorgspersoner enten ved at de fysisk eller psykisk var fraværende eller fordi der var mangle på forståelse og kærlig respons på det barnet udtrykte, så kan dette senere fungere som en trigger.

Hvis et barn belastes voldsomt, kan de hukommelsessystemer, som er afhængig af sproglig bearbejdelse sættes ud af kraft, hvor man således ikke husker episoden, men kan genkalde sig stemningen, den kropslige fornemmelse og følelsen. Der er desuden større sandsynlighed for at glemme de enkelte episoder jo ofte de sker, bl.a. fordi der sker en slags generalisering af de enkelte episoder, som så træder frem som et generelt billede af, hvordan det var.

Det særlige ved de erindringer som handler om svigt og som måske ikke er sprogliggjort, trigges af nutiden fordi man fortolker det i nutiden som svigt. Det opleves dog ikke som minder som hører fortiden til, men som noget, der foregår lige nu og her. Man er ikke klar over, at det man føler og tænker, er påvirket af fortiden; man mærker blot de ubehagelige fornemmelser og kobler disse på hændelsen i nutiden.

For at vride sig ud af fortidens magt må minderne gøres bevidste, så det er muligt at forholde sig til dem, mærke dem og igen forholde sig til dem i en fortsat bevægelse mellem det indre og det ydre levet liv. I terapien får du indsigt i, hvordan forskellige begivenheder og omstændigheder i dit liv, har indflydelse på dine aktuelle problemer. Udover at få talt problemernes historie igennem, får du også indsigt i og bliver forbundet med dine handlemuligheder og det som er betydningsfuld for dig.

(Jeg er inspireret af Anette Holmgrens bog Traumers psykologi).

Praktisk

Mine lokaler er placeret på Østerbro og i Birkerød, og vi kan også mødes online på f.eks. Zoom.

Du kan læse mere om mig her. Du kan også bruge denne kontaktformular, og så vender jeg tilbage til dig så hurtigt som overhoved muligt.

Jeg svarer dig altid inden 24 timer og har mulighed for en første samtale om højest en uge. Du har også mulighed for at få en telefonisk akutsamtale i dag.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Medlem af Dansk psykoterapeutforening

Dansk Psykoterapeutforening, som blev grundlagt i 1993 og repræsenterer psykoterapeuterne i Danmark. Medlemskab forudsætter, at man lever op til en række krav om uddannelse, erhvervserfaring osv. og er således et kvalitetsstempel.