Vores erfaringer og den mening vi tillægger disse, bliver til de historier, vi fortæller om os selv – vores selvopfattelse. Narrativ terapi bygger på den indsigt, at det er vigtigt, at vi omgiver os med hjælpsomme historier. Hjælpsomme i den forstånd at de gavner vores selvopfattelse og livsanskuelse. Det er muligt at skabe en positiv forandring gennem den narrative tilgang.
Sammen kan vi undersøge hvad der skete, hvordan du opfatter dette, hvad der var svært, og hvordan det svære kan stille sig i vejen for dine ønsker. Det er også væsentligt at have øje for hvad du lykkedes med og hvordan du formåede dette. På den måde skabes mere klarhed over sammenhæng og mening i de begivenheder, der har fundet sted.
Samtalerne kan på sigt føre til dybere og mere nuancerede forståelser af vores liv og hvem vi er. Vi får dermed flere og mere righoldige fortællinger om os selv, hvoraf følger flere handlemuligheder.
Intentionen med samtaler er, at skabe selvforståelser som er baseret på egne dybfølte værdier. Fortællingerne bliver dermed mere hjælpsomme i forhold til at finde fred med os selv. Når vi oplever, at vores selvfortællinger er vores egne, og vi er tilfredse med dem, reduceres svære følelser af f.eks. uro eller nedtrykthed.
Kulturens indflydelse
Narrativ terapi er kritisk over for hvordan, kulturelle normer kan få en negativ indvirkning på vores selvfortællinger. Normer varierer fra sted til sted og over tid, men kan få karakter af sandheder. Sandheder som vi bruger til at afgøre, hvordan man er en ”ordentlig” forælder, kollega, ægtefælle, studerende osv. Disse sandheder kan få den betydning, at vi føler os forkerte og utilstrækkelige.
Ved at udforske og udfordre kulturskabte “sandheder” om, hvordan man bør opføre sig for at være f.eks. en “ordentlig” ung eller forælder, kan man bedre se normens effekt på sit liv. Det gør det muligt at adskille sig fra problemet, der altså ikke kommer indefra, men udefra, nemlig fra det samfund vi indgår i. Vi kan også opdage, at forskellige bud på sandheder om livet godt kan eksistere samtidig, hvorved vi bliver mere frie til at vælge hvilke normer, der skal gøre sig gældende i vores liv.