Jeg har tidligere skrevet om hvordan skam kan beskrives som en negativ selvvurdering, hvor man vurdere sig selv som et mislykket menneske, forkert og grundlæggende ikke god nok. I mere udtalt grad kan der være tale om en lede ved sig selv, stigende til selvhad. En følelse af, at jeg grundlæggende hverken fortjener kærlighed eller succes. Skam kan også komme til udtryk gennem forholdet til krop og mad ”Jeg er tyk og doven. Ingen kan lide mig sådan som jeg ser ud. Jeg fortjener ikke mad … eller jeg skal gøre mig fortjent til det”.
Skam spiller dermed en afgørende rolle i forbindelse med spiseforstyrrelser, og kan være en udløsende og vedligeholdende faktor på flere måder. Det, som er svært – følelsen af ikke at være god nok, elsket og uden følelsesmæssig kontrol – bliver til en kropslig udfordring i forsøget på at kontrollere følelserne omkring at høre til og være værdsat som menneske. Adfærd som restriktiv spisning, sult, opkast, tvangsmotion og tvangsspisning fungerer som midler til at lindre de underliggende problemer. Disse handlinger bliver en måde at få kontrol over krop og følelser i en verden, der føles usikker og overvældende. En slags mestringsstrategi til at skabe orden og kontrol i kaos og følelsesmæssige udfordringer.
Hård indre kritiker
Skam kan næres af selvkritik og krav om at præstere bedre. Den indre kritiske stemme kan f.eks. handle om at: “Jeg er for tyk og skal tabe mig, før jeg fortjener en kæreste,” eller “Hvis jeg tager på i vægt, vil ingen kunne lide mig.” For den, der er ramt af en spiseforstyrrelse, kan denne indre kritiker være så dominerende og nedbrydende, at det føles som den eneste løsning at adlyde den hårde stemme for at opnå kortvarig fred.
Skam relaterer sig til oplevelsen af at blive set, overset eller udstillet. Der kan være en dyb frygt for at blive forladt, både fysisk ved ikke at blive inkluderet i fællesskabet og følelsesmæssigt ved ikke at blive set, mødt, forstået eller spejlet tilstrækkeligt af sine omgivelser. Skam indebærer også en reference til andres vurderinger. Man skammer sig over sig selv i andres nærvær, fordi man føler, at de bedømmer en negativt. Den indre kritiske stemme fanger let de mindste tegn på afvisning eller negativ bedømmelse fra andre, hvilket gør, at man hurtigt kan føle sig misforstået, afvist eller uønsket. Dette fører til, at den ramte kan trække sig fra venner og bekendte og bliver mere isoleret, selvom der samtidig er en dyb længsel efter samhørighed og anerkendelse. Dette forstærkes ved at impulsen i forbindelse med skam er at gemme sig og undgå at blive set, hvilket også kan få os til at trække os fra andre. I isolationen kan skammen og den indre dømmende stemme få frit spil, og når skammen dominerer, kan spiseforstyrrelsen blive den “ven”, som andre ikke formår.
Casen om Tilde
Tilde er 17 år og stiller høje krav til sig selv – både i forhold til sine relationer, sin sport og sin uddannelse. Hun er meget optaget af sit udseende og har mange tanker om, hvordan hun præsenterer sig selv overfor andre. Tilde forlanger af sig selv, at hun skal være den bedste veninde, den bedste søster og datter. Kravene føles som et stort pres for Tilde. Hun stræber efter at klare alt til perfektion, men oplever alligevel, at intet er godt nok.
Tilde begynder at træne meget, spise mindre og mere kaloriefattig mad i et forsøg på at tabe sig og få det bedre med sig selv og sin krop. Tilde taber sig ret hurtigt og får en del komplimenter fra andre i hendes omgangskreds ”hvor ser du godt ud, har du ikke tabt dig?” Hvilket føles godt. Efter nogle måneder skal Tilde på et weekendophold med familien. Tilde har besluttet sig for, at her må hun gerne spise af både kager og desserter, hvilket hun har glædet sig til. Men under opholdet bliver det at spise kager og desserter meget svært. Tilde kan slet ikke nyde kagen, men fyldes derimod af en væmmelse og stærke indre kritiske tanker om at det er ulækkert, hun tager på, bliver tyk igen. Det larmer og fylder så meget i hendes tanker, at hun slet ikke kan slappe af eller finde fred.
Weekenden markerer et vendepunkt i Tildes liv. Det er som om den indre kritiker, nu har taget magten fra Tilde og dominere hendes tanker og handlinger.
Tilde føler sig nu tvunget til at adlyde den indre kritiker for at undgå det ubehag og den larm, der ellers ville følge med, samt frygten for at være et mislykket menneske. Tilde oplever en ambivalens; hun erkender de negative konsekvenser, som den hårde indre stemme har på hendes krop, følelser og relationer, men samtidig føler hun, at stemmen hjælper hende med at håndtere mange situationer. Den giver hende en følelse af mestring, kontrol og forudsigelighed.
