Evolutionært gav angstens ubehag os impulser til at reagere på ubehaget og det som gjorde os angste. Angst er dermed et medfødt psykisk beredskab, en forsvarsstrategi og en naturlig reaktion på en overvældende, stressende oplevelse. Det er vigtigt at kunne reagere på farlige situationer, så man kan passe på sig selv. Det kan dog udvikle sig til, at angsten trigges meget nemt eller i situationer som er uhensigtsmæssige.
I vores kultur er en farlig situation ikke løven som angriber os, men manglende social anerkendelse og inklusion i fællesskabet. Dvs. andres negative vurderinger eller socialudstødelse kan vække angst, da vi har et stort behov for fællesskabet. Ubevidst kan det opleves som et spørgsmål om overlevelse. Særligt betydningsfuld var vores forældres kærlighed og forudsigelighed. Senere får venner, kæreste og andre i forskellige gruppesammenhænge, en stor betydning for oplevelsen af anerkendelse og inklusion. Blot tanken om andres negative vurderinger, kan vække angst. Selvom vi ikke ved, om andre mennesker ser de fejl, vi tror, de ser, så vokser angsten ud af uvisheden og forestillingen om en mulig negativ vurdering. Vores forestillingsevne og tanker kan dermed blive vores modstander.
Kulturens pres
Unge oplever et stort indre pres for at lykkes i de sociale sammenhænge som udgør vores kultur og dermed opnå social anerkendelse og inklusion i fællesskabet. Vi bilder de unge ind, at de har total frihed og skal gøre hvad de har lyst til, men i realiteten er kravene blevet stadig større. Normerne for hvordan vi lykkes er dog fremsat så underfundige, at de kan være svære at pege på. De er ikke fremsat som ”man skal”, men som ”man burde”.
Oplevelser af at man burde lave flere lektier, spise sundere, dyrke mere motion, være mere social osv., fylder hos unge. Det er uopfyldelige idealer, som efterlader de unge med en følelse af pres og utilstrækkelighed. En oplevelse af ikke i tilstrækkelig grad at kunne leve op til de sociale forventninger, og dermed at lykkes. Dette kan føre til angst for ikke at høre til, angst for andres negative vurderinger og socialudelukkelse uden at de og omgivelserne helt forstår hvorfor, da de unge blot er blevet fortalt at de skal gøre hvad de har lyst til og drømmer om.
Det kan være hjælpsomt at få blik for disse normer og hvilken effekt de har på den unges følelser, tanker og handlinger, så vedkommende får mulighed for at tage stilling til dem og den indvirkning de har på vedkommende. Se hvordan jeg kan hjælpe dig hvis du oplever angst
(Jeg er inspireret af Christian Hjortkjærs bog ”Utilstrækkelig”)