Føler dig utilstrækkelig, ikke god nok – som om du konstant skal præstere, tilpasse dig eller tage dig af andre for at være noget værd? Følelser af mindreværd opstår sjældent ud af ingenting. De har ofte dybe rødder i vores opvækst. Det kan være hjælpsomt at forstå og erkende hvilke oplevelser jeg har med mig og hvad det gjorde ved mig
Når barndommens relationer former vores selvbillede
Mange mennesker, der i dag kæmper med lavt selvværd, har haft utrygge relationer i barndommen – ofte uden at der nødvendigvis var “noget galt”. Måske var dine forældre ikke onde eller fraværende. Måske elskede de dig højt. Men hvis de ikke formåede at være følelsesmæssigt tilgængelige, hvis de ikke kunne aflæse og møde dine behov, tanker og følelser, så har du måske – helt ubevidst – lært, at du måtte være noget bestemt for at blive set og elsket.
Som barn finder vi strategier for at bevare kontakten til dem, vi er afhængige af. For nogen blev det at præstere, være dygtig, sød eller stille. For andre handlede det om at være hjælpsom og tage ansvar – allerede som lille. Disse mønstre kan følge os ind i voksenlivet og blive til livsstrategier, som vi senere lider under. For eksempel i form af stress, angst, udbrændthed eller en konstant følelse af ikke at slå til.
Når man lærer at opgive sig selv – overlevelsesstrategier bliver til karakterstrukturer
I psykologien – taler man om karakterstrukturer. Det er dybt indgroede mønstre i vores måde at tænke, føle, handle og indgå i relationer på. De opstår ofte tidligt i livet som nødvendige strategier for at sikre kontakt, kærlighed og tryghed i vores nære relationer.
Disse mønstre bliver ikke kun psykologiske – de sætter sig også i kroppen som spændinger og følelsesmæssige blokeringer. Det, der i barndommen var nødvendigt for at overleve eller passe ind, bliver i voksenlivet til vaner og reaktionsmønstre, som måske begrænser os mere, end de beskytter os.
Nogle typiske karakterstrukturer – og spørgsmål du kan stille dig selv:
Den overansvarlige
Har du tidligt lært, at det var farligt eller forkert at fylde for meget? At det var bedre at tilpasse dig, tage ansvar og gøre dig umage for ikke at være til besvær?
→ Har jeg svært ved at sige nej – og føler jeg ofte skyld, når jeg gør det?
→ Tager jeg et stort ansvar for andres følelser og velbefindende?
→ Føler jeg, at jeg først har værdi, når jeg yder eller er nyttig?
Den præsterende
Har du oplevet, at kærlighed og anerkendelse var noget, du skulle gøre dig fortjent til – fx gennem præstation, kontrol og “rigtigt” opførsel?
→ Har jeg svært ved at vise sårbarhed – også overfor dem, jeg er tæt på?
→ Har jeg høje krav til mig selv om, at jeg skal være dygtig eller perfekt for at føle mig værdig?
→ Er det ubehageligt for mig at give slip og ikke have styr på det hele?
Den tilpassende
Blev dine følelsesmæssige behov ofte overset eller mødt halvt? Og lærte du måske tidligt at rette dig ind efter andres behov for at bevare kontakt og undgå afvisning?
→ Har jeg svært ved at mærke og sætte mine egne behov først?
→ Søger jeg ofte bekræftelse udefra for at føle mig nok?
→ Føler jeg mig ofte tom eller forladt, selv når jeg ikke er alene?
Disse strukturer er ikke forkerte. De er tværtimod intelligente og kreative tilpasninger til det miljø, vi voksede op i. Det kan være et resultat af tidlige erfaringer med, at dine grænser og følelser var svære for dine forældre at rumme. Og for at bevare relationen, lærte du måske at tilsidesætte dig selv. At være den, der hjælper. Den, der klarer den. Den, der ikke fylder. Vi stopper så og sige ikke med at elske vores forældre, vi stopper med at elske os selv, da vi er så afhængige af denne relation.
Men et liv, hvor du ikke har plads til dig selv, vil på et tidspunkt begynde at gøre ondt. Det, der engang hjalp os, kan i dag være noget, der spænder ben for vores trivsel, relationer og frihed.
Det første skridt mod forandring er bevidsthed: At du begynder at få øje på dine mønstre, uden at dømme dem. Herfra kan du langsomt begynde at vælge nye måder at være med dig selv og med andre på – som ikke handler om at overleve, men om at leve.
Terapi er en rejse – ikke en hurtig løsning
At have det godt handler ikke om et liv uden problemer – men om evnen til at møde dem. Med mod, med ærlighed og med støtte. Første skridt er at turde erkende: Hvad var det egentlig, jeg ikke fik? Og hvad gjorde det ved mig?
Det er ikke en nem proces. Men den er mulig.
At arbejde med de psykologiske mønstre og sår, du bærer med dig, er noget andet end at få fjernet en blindtarm. Der er ingen, der kan “fikse” dig. Terapi er en proces, hvor du får støtte til at lære dig selv at kende. Til at mærke dine følelser. Til at sætte grænser. Til at finde nye måder at være i livet og i relationer på – uden hele tiden at være på vagt eller på arbejde indeni.
Du fortjener at føle sig god nok. Ikke fordi du præsterer. Ikke fordi du aldrig siger nej. Ikke fordi du altid hjælper andre. Men bare fordi du er dig.
Og hvis du kan genkende dig selv i noget af dette, så overvej, om det er tid til at tage hånd om det – med hjælp fra en professionel. Du behøver ikke gå vejen alene. Men du er den eneste, der kan tage det første skridt.
