At miste forbindelsen til dig selv og genfinde den igen

At miste dig forbindelsen til dig selv

Oplever du at det er svært at sætte grænser og opfylde dine behov?

Måske har du oplevet at gå rundt med følelse af en knude i maven, som barn. At du var på vakt og urolig, fordi du aldrig helt vidste, hvornår der ville komme en kommentar, en irettesættelse eller en kritik – En følelse af konstant at blive vurderet.

Når barnet oplever det, lærer barnet dermed at holde øje med sig selv, at finde fejlene før andre finder dem. Det lærer at ens værdi afhænger af, hvor godt man præsterer og at man aldrig helt er god nok. Det lærer at gøre sig endnu mere umage næste gang. Barnet og senere den voksne bliver pligtopfyldende og disciplineret. Det lærer at mærke stemningen i rummet, før det mærker sine egne behov. Det lærer at klare sig i verden ved at bide tænderne sammen og holde ud.

Hvis du har lært at lytte til andres behov før dine egne, vil du på den måde lære at overskride egne grænser. Hver gang du mærker en grænse, men ikke tager den alvorligt, sender du et signal til dig selv om, at mine behov ikke er så vigtige. Jeg er ikke så vigtig. Du lukker af for dine egne behov.  Det vil sige det du mærker og registrerer i dig selv. Derved undermineres din forankring og gradvist kan du miste tilliden til dit eget kompas og blive i tvivl om egne fornemmelser og behov. Systemet vil forsøge at skabe en vis kontrol, ved konstante analyser af relationer og situationer, hvilket kan vise sig som overtænkning og bekymringer.

At leve uden tydelige grænser kan betyde at du konstant tilpasser dig. Du bærer for meget og tager for stort et ansvar og din krop registrerer det alt sammen. Over tid kan det udvikle sig til stress, angst, udmattelse og hos nogle også depression.

Vejen tilbage til dig selv

Vejen til at få det bedre er ikke ved at bærer mere på dine skuldre, yde mere, at presse dig selv mere og dermed ty til de vante mekanismer for at ”overleve” ved ikke mærke dig selv og dine behov. Men derimod ved at blive hos dig selv. Det er din evne til at være nærværende med dig selv. Hver gang du mærker kroppens signaler og lytter til dem, hver gang du møder og reagerer på en følelse og et behov styrker du forbindelsen til dig selv.

Øvelser til at skabe forbindelse til dig selv

At fokusere på dine fødder er en vej til at genetablere forbindelsen til din krop. De udgør dit fundament, der forbinder dig med jorden og giver dig mulighed for at stå fast i dig selv.

Lyt til din krop når du laver øvelserne. Mærk hvordan hver bevægelse resonerer i dig, vær opmærksom på de små signaler.

Stå i bare tæer med ret ryg med en skulderbredes afstand mellem fødderne. Armene skal hænge afslappet ned langs siden. Tag dybe rolige vejrtrækninger ind gennem næsen og ud gennem munden.

Fire små deløvelser

Lad dine fødder danne en stærk base, stå solidt og mærk kontakten mellem fødderne og underlaget under dig. Svaj forsigtigt i anklerne, først til siderne og derefter fremad og bagud. Mærk fordelingen af din kropsvægt. Brug nogle minutter på det.

Begynd at gå roligt og mærk bevidst forbindelsen til jorden under dig. Bevæg dig med opmærksomhed og mærk hvordan forskellige dele af dine fødder påvirker din gang, uden at forsøge at ændre på bevægelsen – mærk foran, bagpå, på indersiden og på ydersiden af fødderne. Vær opmærksom på bevægeligheden i dine fodled. Brug nogle minutter på det.

Sæt nu dit ene ben lidt foran det andet. Læg vægten på tæerne på det forreste ben ved at bøje dig fremad, så resten af forreste fod slipper underlaget. Løft så hælen på bagerste fod, så du står på tæer på begge fødder. Skift ben og gør det samme. Alt i et roligt tempo. Brug et par minutter på det.

Stå nu med igen med fødderne parallelt og skulderbredes afstand. Stræk armene foran dig og bøj ned i knæene imens overkroppen er let fremadbøjet. Gør det tre gange tre gange.

Tag en pause imellem hver øvelse og reflektere over din oplevelse. Hvordan føles din krop nu? Hvad registrerer du? Er der opstået nye tanker eller følelser?

Det er denne stille indre dialog, som er dit kompas, der peger mod selvopdagelse.

 

 

 

Praktisk

Mine lokaler er placeret på Østerbro og vi kan også mødes online på f.eks. Zoom.

Du kan læse mere om mig her. Du kan også bruge denne kontaktformular, og så vender jeg tilbage til dig så hurtigt som overhoved muligt.

Jeg svarer dig altid inden 24 timer og har mulighed for en første samtale om højest en uge. Du har også mulighed for at få en telefonisk akutsamtale i dag.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Medlem af Dansk psykoterapeutforening

Dansk Psykoterapeutforening, som blev grundlagt i 1993 og repræsenterer psykoterapeuterne i Danmark. Medlemskab forudsætter, at man lever op til en række krav om uddannelse, erhvervserfaring osv. og er således et kvalitetsstempel.